Dansk Kyst- og Naturturisme har i et stykke tid arbejdet med en analyse af danske og udenlandske autocamperbrugere i Danmark. Analysen skal give et mere præcist overblik over autocamperturisters prioriteringer og adfærd i forbindelse med autocamperture i Danmark. Undersøgelsen er banebrydende, idet den også har til formål at afdække udenlandske autocamperturisters adfærd og behov i Danmark. En sådan analyse kan give et reelt billede af autocamperturismen i Danmark, som fremover kan ligge til grund for beslutninger i mange forskellige sammenhænge på autocamperområdet.
Analyse af autocamperturister har flere formål
Den viden og de fakta, som en analyse kan afdække, kan med stor fordel anvendes på politisk plan. Det kan f.eks. afdække, om Danmark har de faciliteter, som både de danske og de udenlandske autocamperturister efterspørger. En analyse kan ligeledes finde frem til, om faciliteterne er, som autocamperbrugerne ønsker dem.
Foruden det politiske plan kan analysen også blive en øjenåbner for folkene bag de eksisterende autocamperpladser, og for de aktører der overvejer at etablere en autocamperplads. Analysen kan også vise, hvilken retning udviklingen kan/vil gå – så alle aktører kan være velforberedte.
Hvad kan du gøre for at påvirke udviklingen?
Der er tale om en regulær og valid spørgeskemaundersøgelse. Det er en professionel virksomhed, der står bag, nemlig Epinion. På AutoCamperRådets hjemmeside vil der ultimo oktober blive uploadet et link til spørgeskemaet, og du opfordres til at bruge ca. 7 minutter på at besvare spørgsmålene i analysen. Dette tidsforbrug er det, som Epinion estimerer, at det vil tage at besvare analysens spørgsmål. Der bliver naturligvis udtrukket en “vinder” af en præmie blandt respondenterne. Læs mere om dette på AutoCamperRådets hjemmeside, når undersøgelsen er klar. For at være repræsentativ og for at analysen kan dække så bredt som muligt, opfordrer AutoCamperRådet alle til at besvare spørgeskemaet, uanset hvilken klub/forening man er med i.
Hvem har bidraget med ekspertise i udviklingen af spørgeskemaet?
Dansk Kyst- og Naturturisme har arbejdet intenst med alle kendte aktører i Danmark. ACR kan således konstatere, at alle sejl er sat til for at skaffe det bedst mulige billede af autocamperturismen i Danmark.
AutoCamperRådet er i tæt dialog med Dansk Kyst- og Naturturisme, og vi holder jer naturligvis løbende opdateret på udviklingen omkring den spændende analyse.
Kilde: AutoCamperRådet