Hvad end drømmen hedder Thy eller Thailand, så bliver der rig mulighed for at hente rejseinspiration og gode messetilbud, når Ferie for Alle-messen i år, grundet coronarestriktionerne, flytter online. 

Rent praktisk omdannes ferieforalle.dk til et gratis onlineunivers, hvor besøgende vil kunne finde spændende rejseforedrag og messetilbud fra flere end 100 udstillere og ferieeksperter. Besøgende får dermed stadig mulighed for at finde gode tilbud på alt fra udlandsrejser og camping til Danmarksferie, golf og udeliv – omend i en anden variant end tidligere.

 – Normalt mødes flere end 60.000 rejseglade danskere i hallerne i MCH Messecenter Herning til Ferie for Alle. Det er i sagens natur ikke muligt i disse tider, men derfor skal alt ikke gå i stå. Vi ønsker, at udstillere fra 2020-messen får mulighed for at komme i kontakt med mange af de kunder, de plejer at mødes med i Herning. Derfor har vi valgt at lave en onlinemesse over 10 dage i år via www.ferieforalle.dk, fortæller Anders Ladefoged, der er projektchef for Ferie for Alle-messen, og tilføjer: 

– En stor del af Ferie for Alle handler om det personlige møde. Det at komme ind og mærke, dufte og snuse og få svar på alle sine rejsespørgsmål hos vores ferieeksperter. De gode tilbud og inspiration kan de nu få online. Stemningen og det fysiske møde må vi alle have til gode til 2022, hvor vi naturligvis vender tilbage. 

Gode tilbud og konkurrencer

Blandt de flere end 100 udstillere, som sidder klar med gode tilbud og ferieinspiration på www.ferieforalle.dk 19.-28. februar, finder man blandt andre alle de store charterselskaber, herunder Primo Tours, Apollo Rejser og Spies, campingudstillere som Isabella Group og Dansk Camping Union, golfrejser fra Nordic Golfers og Golf Plaisir samt kro- og hotelferie ved Small Danish Hotels. Sidstnævnte er klar med både tilbud, konkurrencer og inspiration til Danmarksferien: 

– Stort set alle de ting, som vi ville have taget med på den fysiske messe, har vi flyttet online. Så vores gæster kan stadig deltage i konkurrencer, finde gode tilbud på hotel- og kroophold, få rabat på gavekort og hente inspiration til cykel- og Danmarksferie i det nye digitale univers, fortæller direktør for Small Danish Hotels, Jørgen Christensen, og tilføjer: 

– Vi er frygteligt kede af, at vi ikke skal møde vores mange gæster ansigt til ansigt i Herning. Det betyder meget at mødes fysisk i disse digitale tider, så vi ser frem til at få den fysiske messe tilbage. Når det så er sagt, så er onlineuniverset et rigtigt godt initiativ, så det bakker vi naturligvis op om, så vi kan holde interessen i kog, indtil vi ses på Ferie for Alle igen i 2022. 

Hos Primo Tours ærgrer man sig også over, at den fysiske messe er aflyst, men håber i stedet, at de besøgende vil benytte sig af de mange aktiviteter og tilbud online: 

– Ferie for Alle er uden tvivl årets største event for os, og derfor er vi glade for, at vi via Ferie for Alle Online får mulighed for at tilbyde vores kunder de samme gode tilbud, som de plejer at opleve under messen. Vi står klar med både facebook-aktiviteter, lykkehjul og gode messetilbud, og vi glæder os til at få skabt en god dialog om, hvordan man trygt kommer ud at rejse i denne tid. Lige nu oplever vi en øget interesse for at komme ud at rejse i juli-september, og især de græske øer og de mere autentiske rejsemål er populære, så vi ser frem at rådgive vores gæster til deres næste ferie, siger Bjarke Hansen, direktør og ejer af Primo Tours. 

Foruden de mange gode tilbud på ferieforalle.dk kan besøgende også se frem til at deltage i et væld af konkurrencer og webinarer. Stjernegaard Rejser udlodder et gavekort for to personer til en værdi af 25.000 kr. til en rejse til Portugal, Primo Tours udlodder en all-inclusive rejse for to personer til Grækenland, mens Apollo Rejser sender live og udlodder en rejse og andre spændende præmier. Savner man inspiration til nye rejsemål er Jysk Rejsebureau vært ved flere gratis webinarer, hvor interesserede kan høre om Canada, Italien, New Zealand, Thailand og Japan. 

Ferie for Alle vender tilbage til MCH Messecenter Herning 25.-27. februar 2022.


Tidligere artikelMinimale stigninger for ejere af autocampere
Næste artikelSkoda 1203 autocamper-koncept bliver VW Transporter’s tjekkiske fætter