ACR, Dansk AutoCamper Forening, Campervenner og DK-Autocam samlet til seminar om ACRs fremtid

Dansk AutoCamper Forening har netop deltage i et seminar, som ACR havde taget initiativ til. DACF var med til stiftelsen af ACR, og er støtter og bakker fortsat op om ACRs arbejde. Det kan du læse mere om lige her:

Korsør – Lørdag den 30. oktober og søndag den 31. oktober 2021 var AutoCamperRådets bestyrelse og indbudte repræsentanter fra rådets tre foreninger samlet til et arrangement om ACR og fremtiden.

På finurlig vis kunne man sige, at det var en “verdenspremiere”, fordi Dansk Camping Unions landsformand Anne-Vibeke Isaksen kom på besøg. ACR og DCU ønsker tættere samarbejde om fremtiden. Meget spændende at prøve nyt. En rigtig god anledning til at gå til sagen uden forbehold og måske endda uden fordomme. Tavlen var visket helt ren.

Landsformanden i DCU, Anne-Vibeke Isaksen holder oplæg om fremtiden for ACR

Bestyrelsen i ACR havde inviteret landsformand i DCU, Anne-Vibeke Isaksen, til at være med os på rejsen. Vi havde bedt hende holde et engagerende, gerne provokerende og oplysende oplæg. Bestyrelsen ville gerne have et fremmed blik og nye vinkler på det, vi gør i ACR.

Anne Vibeke Isaksen – Landsformand i DCU var gæstetaler med inspiration og provokation

Anne-Vibeke begyndte med en ganske kort beskrivelse af DCU. Hele vejen fra 1926, hvor DCU blev stiftet af nogle campingentusiaster for at få flest mulige til at drage ud med telte og campingvogne. Og op til nutiden, hvor DCU er en organisation, der favner alle, der ønsker den frie ferieform og vil ud i naturen. Uanset om det sker i byerne, på vandreture, i shelters, hytter, campingvogne, telte, glamping og ikke mindst autocampere. Da autocamperne blev nævnt, som hørende med i DCU’s kerneområde, så man, at det vandt gehør hos næsten alle deltagerne. Mange, der ikke har læst Camping-fritid, siden Anne-Vibeke kom til, vil også blive overrasket, over hvor meget der skrives om autocampere i bladet.

Anne-Vibeke beskrev den virkelighed ACR befinder sig i lige nu. Belyst ud fra disse punkter:

  • Udfordringen
  • Fremtiden
  • Fortiden
  • Opsummering

I den første del af oplægget beskrev Anne-Vibeke samarbejde og strategi, som de to væsentligste indsatsområder for ACR. Her bør fokuseres, konkretiseres og handles. Og hellere nu, end senere.

Den sidste del af oplægget beskrev to overordnede grupper af udfordringer, som Anne-Vibeke ser dem:

  • De eksterne udfordringer. Eksempelvis tid, behov, kommunikation, interessekonflikter, “kom først” og målgrupperne.
  • De interne udfordringer, Eksempelvis kommunikation, samarbejde, organisationer, uenighederne, følelserne, ressourcerne, økonomi, frivillighed, viden, iboende kvalifikationer og kompetencer og nye målgrupper.

Gruppearbejde

Efter et meget engagerende, til tider provokerende og oplysende oplæg, inddelte bestyrelsen deltagerne i to grupper. Opgaven var herefter at samle input og konklusioner om udvalgte emner og udfordringer

Alle bød ind med erfaringer, ideer, forslag og meninger. Og der blev konkluderet, så bestyrelsen har noget at gå videre med.

I plenum samledes alle input. Et godt grundlag for at tage hul på den store opgave: Hvad gør ACR i fremtiden?

PladsAmbassadører – Hvad er det?

ACR har besluttet at igangsætte projekt “PladsAmbassadører”, et landsdækkende netværk af frivillige autocamperbrugere, der kan gå i dialog med pladsejere i nærområdet. Både når det gælder eksisterende pladser og planer om at oprette nye pladser. PladsAmbassadøren trækker naturligvis på ekspertisen i ACR og de bliver oplært i at håndtere dialogen og det praktiske, når de har kontakt til pladsejeren. En gang årligt samles alle PladsAmbassadører til en netværksdag. Her samles op på alle forhold om pladser. Man udveksler erfaringer og forberedes til endnu et år som PladsAmbassadør.

I ACRs bestyrelse udpeges to bestyrelsesmedlemmer som sagsbehandlere for PladsAmbassadørerne. De får til opgave at planlægge, tilrettelægge og udføre opgaven med at sætte PladsAmbassadørerne i værk.

Følg med på Facebook og her på siden, hvis du vil vide mere. Vi opdaterer selvfølgelig løbende, efterhånden, som projektet bliver klar til stabelafløbning.

Campingfatter på togtur med ægtefællerne omkring og under Storebæltsbroen

Ægtefællerne under broen

Under en del af mødet, benyttede de deltagende ægtefæller sig et tilbud fra Campingfatter på Storebælt Camping og Feriecenter. I et flot minitog, blev de kørt og  guidet rundt i området og hen under Storebæltsbroen, hvor de fik en god information omkring broens tilblivelse. Campingfatter var selv med på entreprenørsiden under opførelsen, og kunne derfor give mange gode og sjove oplevelser fra sig.


Tidligere artikelTidligere campingplads i Sunds ved Herning omdannes til autocampere, hytter og glampingtelte foråret 2022
Næste artikelByt din gasflaske hele døgnet