Bornholms Regionskommune har sat stop for campering med autocampere på øens kommunale havne. Ligesom i resten af Danmark er det på Bornholm tilladt for autocampere at parkere på øens kommunale havne. Men i modsætning til sidste års forsøgsordning er det ikke længere tilladt autocampere at campere i havnene i flere dage. Sidste år var det tilladt for autocampere – som en forsøgsordning og mod betaling naturligvis – at autocampister kunne benytte sig af Solskinsøens kommunale havne som det kendes fra registrerede stellpladser.
– Vi er gået tilbage til de regler som gælder i hele Danmark, siger Louise Lyng Bojesen, centerchef for Natur, Miljø og fritid i Bornholms Regionskommune. Ifølge centerchefen gælder færdselslovens bestemmelser vedr. parkering og rastning på øen som i resten af landet.
Ingen ac-campering på havnene
– Man må gerne holde på de kommunale havne. Man må også gerne raste her. Og selvfølgelig må man opholde sig i autocamperen og bruge de offentlige faciliteter på havnen ligesom andre besøgende her. Det er også tilladt at sætte sig udenfor autocamperen i sin stol.
– Men med beslutningen om at stoppe forsøgsordningen er det slut med at autocampister kan tage ophold i havnen i flere dage. Slut med at slå markisen ud og evt. sætte læsejl omkring sin vogn, siger Louise Lyng Bojesen.
Evaluering
Sidste års forsøgsordning i Regionskommunen, som tillod autocampere at bruge Bornholms kommunale havne som en form for registrerede stellpladser, skal nu evalueres. Og ifølge centerchefen er det uvist, om det bliver regelsættet fra forsøgsordningen som bliver gældende, eller om autocamperefolket må forsøge at finde andre registrerede stellpladser på Bornholm. Mon ikke de fleste autocampister håber på, at kommunen genopliver forsøgsordningen og evt. gør ordningen permanent. Både af hensyn til havnenes muligheder for at få en økonomisk saltvandindsprøjtning i form af betalingen fra autocampisterne. Men også således at havnene får den ekstra sikkerhed som autocampisternes tilstedeværelse er, hvis der her sker utilsigtede hændelser.