Autocampere er at betragte som almindelige køretøjer, når det gælder stort set alle trafikale forhold. Herunder kørekortskrav og parkeringsmuligheder. Men det sidste mener brancheforeningen Camping Outdoor Danmark åbenbart ikke skal være tilfældet.
AutoCamperRådet (ACR) har efter artiklen i Vestkysten straks aftalt et møde med ledelsen i Camping Outdoor Danmark, for at give den lejlighed til at forklare sig, oplyser ACRs formand, Hans Bækvang.
På baggrund af henvendelser fra (flere?) utilfredse borgere på bl.a. Rømø, der havde givet udtryk for deres negative holdning til autocampernes muligheder for – ligesom andre køretøjer – at parkere frit, inviterede Camping Outdoor Danmark forleden mf. Henrik Frandsen (M) til øen for at denne kunne se hvor galt det stod til med autocamperparkeringen på øen. Henrik Frandsen lovede ifølge Dagbladet Vestkysten brancheforeningens repræsentanter, at han ville tage sagen op på Christiansborg.

Er autocamperforhandlerne enige?
Camping Outdoor Danmark repræsenterer over 200 campingpladser i Danmark og adskillige forhandlere af campingudstyr – herunder også autocamperforhandlere. Ifølge kritikerne af autocampernes gøren og laden er problemet, at autocamperne er kategoriseret som almindelige køretøjer, der må parkere og overnatte, hvor det er tilladt. Og ofte gør de det gratis, som kritikerne påpeger.
Ifølge Vestkysten fastslår Frederik Lund, der er direktør for Camping Outdoor Danmark, at autocampisterne tilstedeværelse er til stor gene for både beboere, dyre- og naturliv samt det lokale erhvervsliv og de campingpladser, hvor autocamperne burde betale for at campere og tilbringe deres ferie.
Den pågældende formiddag, hvor Camping Outdoor Danmark havde inviteret Henrik Frandsen, var der ikke de store problemer på Rømø Strand.

Var klar over problemet
Det forhindrede dog ikke Henrik Frandsen i at sige, at han allerede var klar over problemet.
I Camping Outdoor Danmark er man især interesseret i at få ændret autocampernes status, så disse får deres egen kategori. Det forslag vil Henrik Frandsen ifølge Vestkysten hurtigst muligt tage med til Folketingets Erhvervsudvalg.
Ifølge artiklen i Dagbladet Vestkysten havde hverken journalisten, repræsentanterne fra Camping Outdoor eller Henrik Frandsen fundet anledning til at spørge nogle af de få autocamperturister, som forleden var på Rømø Strand, om deres holdning til sagen.
Lørdag den 22. april holdes AutoCamperRådets (CR) generalforsamling på Fyn. Og ACR, som via medlemsforeningerne Dansk AutoCamper Forening, DCU, DK-AutocCam og Campervenner, repræsenterer en stor del af de danske autocamperturister, vil her få lejlighed til at drøfte, hvordan de skal forholde sig til forslaget om, at autocamperne får deres egen kategori.



Tidligere artikelOBS på elkablet til autocamperen
Næste artikelACR i dialog med CODK