Som ny autocamperejer har man masser af spørgsmål til, hvordan man bedst bruger sin nyerhvervelse. Derfor har Messecenter C i Fredericia lavet et område kaldet ”Begynderruten”, hvor repræsentanter fra de to af medlemsforeningerne for autocamperturister i Danmark, fortæller om alle de glæder og besværligheder, man kan få som ejer og bruger af sin autocamper. Langt de fleste danskere har et kategori B-kørekort, dvs. det er tilladt at føre et køretøj med en totalvægt på 3.500 kg. Og de fleste autocampere er tilpasset denne vægtgrænse. Førstegangsejere af en autocamper tager typisk afsted i enkelte weekends eller maks. 1-2 uger i Danmark eller Nordeuropa. Andre besøger Norge og Sverige for her at opleve seværdighederne.
Da vi besøgte de mere erfarne rådgivere på ruten, havde Birgit Jensen netop talt med et yngre ægtepar, der havde købt en autocamper for første gang. De var var interesseret i, hvordan man sikrede sig, at børnene også havde en god tur, sammen med forældrene i camperen. Og så kunne Birgit fortælle, hvordan hun og Finn holdt passende pauser og aktiverede deres børnebørn, når de var på tur i camperen.
Hun kunne også fortælle, at hendes svigerdatter havde små overraskelsespakker med på turen til børnene.
Ifølge Birgit er nybegynderne meget interesseret i, hvordan de undgår at få vægtproblemer med totalvægten, og om hvor let eller besværligt det er at få borde og stole ud af garagen.
– Vi minder også om, at man skal huske, at når man køre hjemmefra, ja så er turen/ferien begyndt, og man skal undgå at få stress. Også vignetter til brug i udlandet, er noget vi informerer om, fortæller Birgit.

Ligegyldig om det er korte eller længere ture, kan man få råd og vejledning af autocampermedlemmerne på ”Begynderruten”.
Her får nybegynderne at vide, at det er nemt nok at køre selve autocamperen, men at der er en masse praktiske detaljer forbundet med at benytte et sådant køretøj.
De garvede autocamperejere vil ikke rådgive nybegynderne om, hvilke modeller de mener er bedst. Der havde dog været et enkelt tilfælde, hvor Birgit havde foreslået en helintegreret model frem for en delintegreret camper på grund af, at nybegynderen havde problemer med at vende førersædet i en delintegreret model.
Og selv om de respektive rådgivere på ”Begynderruten” er medlemmer af konkurrerende medlemsforeninger, lyder der ingen knubbede bemærkninger imellem dem.
– Ofte er vi jo medlem af de samme medlemsforeninger, selv om vi udadtil repræsenter hver sin medlemsforening, siger Birgit Jensen.

Brugen af en autocamper handler om frihed og muligheden for selv at bestemme rejserute og tempo. Det en fordel at have en plan for, hvad man skal se undervejs. Også hvor man skal overnatte, og man skal være opmærksom på, at der kan være rift om de bedste pladser i højsæsonen – og her tænker vi ikke kun på campingpladser, men også på stellpladser og andre alternative steder.
– Skal man køre på lokale lande- og bjergveje, så skal man lægge op mod 25 pct. mere tid til, end det som gps’en viser, minder Birgit Jensen, som var en af DACFs medlemmer, der rådgav nybegynderne på messens “Begynderrute”.


Tidligere artikelACRs formand på scenen i Fredericia
Næste artikelDACFs formand i lokal TV