Vil DU være med til at forme fremtiden for autocampere i Danmark?

1277

Dansk AutoCamper Forening (DACF) har to af seks pladser i bestyrelsen for AutoCamperRådet (ACR), og den ene er ledig. Derfor søger vi en person, der har lyst til at være vores repræsentant i ACR. Hvervet er ulønnet, men udgifter til kørsel og lignende refunderes. ACR holder normalt fire årlige fysiske møder.

ACR er et samarbejdsprojekt, hvis formål er at fremme autocamperturismen i Danmark ved at tiltrække en større del af den voksende autocamperturisme i Europa. ACR er uafhængigt af kommercielle interesser, og dets medlemmer er Dansk AutoCamper Forening, DK-AutoCam og Campervenner. ACR arbejder for at få oprettet og udbygget et bredt udvalg af attraktive pladser, hvor autocampere kan overnatte.

ACR’s vision er at gøre Danmark mere autocampervenlig. ACR vil anvende sine kompetencer med henblik på at opnå indflydelse på det politiske niveau, når dette relaterer sig til turisme generelt og specifikt på autocampervilkår samt etablere kontakt til turistorganisationer herunder bl.a. VisitDanmark for at påvirke beslutninger således, at de tilgodeser autocamperturismen.

ACR arbejder også på lavere afgifter for autocampere, Tempo 100, sæsonnummerplader og forøgelse af totalvægt for B kørekort. Læs mere om AutoCamperRådet her: acr.dk

Vil du vide mere om bestyrelsesposten i ACR, så kontakt DACF formand Anne Norup – formand@dacf.dk



Tidligere artikelEr dette fremtidens elektriske autocamper til vinterbrug?
Næste artikelOnline inspiration – Vejhjælp