Det frie autocamperliv

Som reglerne er i dag, må man ikke køre i sin autocamper uden samtidig at have en fast bopæl. Det ændrer skatteministeren nu på ved at indføre mulighed for fravigelse af bopælskravet for dem, der eksempelvis vil sælge huset og nyde deres otium på landevejene.

Det skriver Skatteministeriet torsdag 25. marts 2021 i en pressemeddelelse.

Det bliver i fremtiden muligt at vælge et liv på landevejen, selvom man ikke har fast bopæl. Som reglerne er i dag, kræver det ellers en fast adresse, hvis man vil eje en autocamper.

Regelændringen sker efter en sag, hvor ejerne af en autocamper fik klippet pladerne, fordi de havde registreret ’ukendt adresse’ hos kommunen.

– De, der har en drøm om at sælge huset og køre de danske og europæiske landeveje tynde, skal selvfølgelig have mulighed for det. Vi må ikke drukne i bureaukratiske regler, men derimod sørge for at give danskerne mulighed for at leve det liv, de vil. Særligt når det som her ikke koster fællesskabet en eneste krone. Derfor ændrer vi nu reglerne, siger skatteminister Morten Bødskov.  

Regelændringen lægger op til, at der ikke skal opgives en adresse, hvis der er særlige grunde til det. Om det er tilfældet, beror på en konkret vurdering fra Motorstyrelsen. Hvis Motorstyrelsen dispenserer fra bopælskravet, skal der dog oplyses en adresse, hvor borgeren kan kontaktes – eksempelvis hos en ven, et familiemedlem eller kommunen. Ændringen kommer i høring inden længe, hvorefter de nye regler forventes at træde i kraft den 1. juli 2021.


Tidligere artikelStrandby Havn byder velkommen
Næste artikelTimebetaling på Virksund Camping