Hvis du kører med autocamperen om vinteren, skal du sørge for, at det sker med de rigtige dæk. Det kan hurtigt blive glat på vejene ved lave temperaturer. Og vinterdæk understøtter først og fremmest alle passagerers personlige sikkerhed og beskytter også andre trafikanter.
Som de fleste er klar over, findes der tre forskellige dæktyper – sommerdæk, vinterdæk og helårsdæk. Og når vi nærmer os vinteren, og hvis vi ikke har pillet nummerpladerne af autocamperen, er spørgsmålet om et helårsdæk kan erstatte vinterdækket i vinterligt føre og sommerdækket i det varme halvår.  
Helårsdæk er, som navnet siger, dæk til bilen, som er udviklet til at kunne bruges både sommer og vinter. Fordelen med helårsdæk er, at du slipper for at tænke på, hvornår du skal skifte fra sommerdæk til vinterdæk.  

Helårsdæk 
Helårsdæk kan kendes på, at de er mærket med m+s. M står for mud (mudder og våde vejbaner) og S står for snow (sne). Vinterdæk er også mærket med et m+s. Herudover er der et på dækket et bjerg- og snefnugsymbol. Tommelfingerreglen er, at helårsdæk kan rulle på landevejene ca. 35.000 kilometer, før de skal skiftes. Selvfølgelig afhængig af vej, vejr og kørselsforhold. Og så naturligvis dækkets kvalitet. Men uanset valg af dækkvalitet, holder dækkene sig bedre, hvis du køre med det rigtige dæktryk. Husk derfor at tjekke dæktrykket, når du alligevel skal fylde de dyre dråber i tanken. Dækmønsteret på helårsdæk skal være minimum 1,6 mm. Eksperter anbefaler dog, at du skifter inden du kommer ned til minimum af mønstret.  
I modsætning til helårsdækket anbefales det, at vinterdækket bliver udskiftet ved 3 mm dækmønster. 

Fordele og ulemper
Med valget af helårsdæk slipper du for at skulle opbevare det sæt, du ikke bruger og du behøver kun et sæt fælge. Ved kørsel i Danmark om vinteren vil helårsdæk ofte være ok. Mange tror at helårsdæk er lige så gode som henholdsvis vinter- og sommerdæk. Det er de ikke.  
Når man står i valget imellem helårsdæk eller vinterdæk, bør dit valg være afhængig af dit kørselsbehov og hvor du skal køre. Helårsdækket er udmærket om vinteren, vis vjene er ryddet og saltet. Når der ligger sne og is på vejene, så er vinterdækket det bedste valg.  
Men skal du køre i udlandet i vinterhalvåret, er det ofte et krav om, at camperen har vinterdæk på. I fx Sverige er det bl.a. et krav at du fra 1. december har vinterdæk på (se svensk definition på vinterdæk i næste afsnit). 

Kørsel i udlandet 
I Sverige er det lovpligtigt at køre med vinterdæk fra 1. december til 31. marts – når der er is eller sne på vejene. Ifølge svensk lov er vinterdæk til personbiler enten pigdæk eller såkaldte friktionsdæk (mrk. m+s samt bjerg og snefnug) eller helårsdæk, der er særligt fremstillet til vinterkørsel (mrk.m+s) og som har en mønsterdybde på mindst 3 mm. For autocampere med en totalvægt over 3500 kg, kræves en mønsterdybde på mindst 5 mm.
Det er lovligt at køre med pigdæk i Sverige fra 1. oktober til 15. april. Efter den periode skal pigdækkene udskiftes til sommerdæk.
Hvis der stadig er sne i dele af Sverige om foråret efter den 15. april, får man lov at beholde pigdækkene på indtil vintervejret er ovre. Der er ingen krav på kæder i Sverige. 
I Norge er der ingen krav om at du skal have vinterdæk på camperen. Men ifølge norsk lov skal du altid have dæk på, som passer til forholdene. Sommerdæk er således ok om vinteren, men det er et krav, at dækkene skal have minimum en mønsterdybde på 3 mm. Der kan også være krav om, at der skal sættes snekæder på dækkene, hvis der er sne og is. Du skal derfor altid have snekæder med i camperen, når du kører i Norge. 
Men husk at du altid skal lave din research hjemmefra, hvis du skal køre i andre lande end i Danmark i vinterperioden. Reglerne for vinterkørsel i de forskellige lande, og i det enkelte lands regioner, ændres en gang imellem.  

Vinterkørsel i Tyskland og Østrig 
I Tyskland er det lovpligtigt at køre med vinterdæk i vinterføre. Dvs. er der is og sne på vejene, så skal du have vinterdæk på. Du må, som i Norge, godt have sommerdæk på din bil i vinterperioden, men det er ikke anbefalelsesværdig. Husk derfor vinterdækkene, hvis du skal til eller gennem Tyskland i vinterligt føre.  
Vinterdæk, pigdæk eller snekæder er et must på grund af højdeforskellene i landet. Men i Østrig må snekæder kun bruges, hvis vejene er dækket af sne eller is. Brug af snekæder kan være skiltet påbudt i visse områder. Derfor bør du have snekæder i camperen, og pigdæk er lovlige at bruge fra oktober til maj.

Vinterdæk 
Er temperaturen under syv grader celsius, anbefaler dækeksperterne at vinterdækkene kommer på camperen. I Danmark er det ikke lovpligtigt at have vinterdæk på. Men selvom det ikke er lovpligtigt i Danmark anbefaler eksperterne det det af hensyn til din og andres sikkerhed. Skifter du ikke til vinterdæk, så løber du en sikkerhedsrisiko, da du med sommerdæk ikke vil kunne styre i det glatte føre. Bremselængden på sommerdæk er meget længere, end den er på vinterdæk.  
Dækmønstret er vigtig, når det gælder dækkenes effekt. Dine dæk må heller ikke være for gamle, da gummiet bliver slidt, og derfor ikke har den ønskede effekt. Dækkene skal helst ikke være ældre end seks år. 
Skal du køre til andre lande i vinterperioden, så husk altid at lave din research hjemmefra, da der kan være andre regler for vinterkørsel end i Danmark. 


Tidligere artikelAutocamperne kan være et vigtigt bidrag til lystbådehavnes drift
Næste artikelDACF til åbningsreception i Hundested