DACFs bestyrelse overvejer at etablere et mentorkorps, som skal kunne rådgive nye autocampister. Mentorerne er autocampister med flere års erfaring som stiller sig til rådighed for telefonisk rådgivning af den nye campist.
Mentorerne forventes ikke at være specialister, men skal ses som en god camperven, der kan hjælpe den nye campist videre med gode råd eller at henvise til andre, der kan hjælpe. Mentoren er ikke gøres ansvarlig for evt. fejlagtig rådgivning.
Hvis der blandt medlemmerne er opbakning til idéen og behovet for en mentorordning skal der dannes et mentorkorps af erfarne autocampister, der kan kobles sammen med nye autocampister som ønsker at få en mentor.
Mentorerne er frivillige, der stiller egne erfaringer, viden og netværk til rådighed for en anden person med mindre autocampererfaring, hvor den mere erfarne guider og støtter den mindre erfarne med råd og vejledning.
Bestyrelsens forslaget om etablering af mentorkorps skal i første omgang præsenteres for medlemmerne på hjemmesiden, på FB-sider samt i kommende nyhedsbrev. Hvis der er basis for at gå videre med forslaget, vil bestyrelsen efterlyse et medlem, der vil arbejde med sammensætning af mentor/mentee, således at hver mentor kun har ét nyt medlem af være mentor for.
Støtte og vejledning
En mentor er en erfaren person, der ud fra sine erfaringer og kompetencer giver støtte og vejledning til et nyt medlem – i dette tilfælde en ny autocampist – for en periode, så den nye autocampist bliver mere sikker i anvendelsen af autocamperen. Støtten fra en mentor skal ligge ud over, hvad man som menneske gør for at hjælpe sine medmennesker.
Mentorstøtten kan bruges til bl.a.:
-Planlægning af ferie- eller oplevelsesturen
-Planlægning af forbedring af autocampistens nyerhvervelse
-Råd og vejledning ift. at være en god og moralsk autocampist
-Social guidning til medlems- og foreningstræf
-Vejledning til alle DACFs medlemstilbud
Der er ikke på forhånd en grænse for, hvor mange timer en mentor skal anvende. Det afhænger naturligvis af den pågældende mentees behov og aftalen mellem mentor og mentee.
En god mentor
Der findes ikke helt entydigt svar spørgsmål om, hvad der gør en god mentor, men der er en række generelle egenskaber, som kendetegner den gode mentor. Mentors rolle er at bidrage med sin erfaring, viden og indsigt til at støtte mentees udvikling til at blive en god autocampist.
Mentorrollen er situationsbestemt alt efter mentees her og nu situation og hvad der i øvrigt foregår i den enkelte samtale mellem mentor og mentee. Som mentor skal man kunne navigere imellem rollen som rådgiver, coach, sparringspartner, historiefortæller osv.
Det er vigtigt som mentor at have en positiv og anerkendende indstilling til andre mennesker. Samtidig er især empati, impulskontrol og evner for struktureret problemløsning vigtige egenskaber for en god mentor.
Mentor har ikke alle svar
Mange nye mentorer har et indtryk af at de i mentorrollen skal være eksperter og udelukkende dele ud af deres viden og gode råd. Det er ikke afgørende. Det vigtigste er evnen til at kunne lytte, samt til at kunne stille uddybende, udforskende og afklarende spørgsmål.
Mange mentorer tror, at deres opgave er at fortælle mentee, hvordan de skal agere, men mentorrollen handler i højere grad om at hjælpe mentee med selv at tage egne beslutninger på et kvalificeret grundlag og selv finde ud af, hvordan de skal agere. Som mentor er det vigtigt at kunne formidle egen viden og erfaring uden at virke for dominerende – og bare klone sig selv.
Uanset hvor gode ens intentioner er, så kan et mentorforløb aldrig blive en succes, hvis ikke mentor har den fornødne tid. Det er vigtigt at kunne afsætte og prioritere tiden til mentee.
Det tager tid at etablere relationen mellem mentor og mentee. Et mentor/mentee-samarbejde bør bygge på tillid og respekt, og som nødvendigvis må foregå over et vist tidsrum for at give tid til eksperimentering og udvikling – for begge parter.
En god mentor
Som mentor kan man være med til at gøre en kæmpe forskel for et andet menneske, og de fleste mentorer oplever ligesom deres mentees, at de bliver bedre som i dette tilfælde autocampister. Det er vigtigt at mentor har en oprigtig interesse i at dele sine erfaringer og hjælpe sin mentee.
Med den rette indstilling og interesse for udvikling af andre mennesker, kan alle blive en god mentor.
Den gode mentor:
-Ægte interesse for andre menneskers udvikling
-Evne til at lytte og reflektere
-God empati og indlevelsesevne
-Turde stille afklarende og kritiske spørgsmål
-Dele erfaringer uden at dominere
-Afsætte tid og prioritere mentee
-Interesse for egen udvikling
-Turde blive udfordret på egne antagelser og værdier