Alle os som har vores autocamper som vores kæreste eje er eksperter på hvad? Ja, netop autocampere. Vi er nok som fodboldens mandagstrænere. Og ja, naturligvis er valget af autocamper personligt. Men specielt hvis man køber en spritny autocamper årgang 2024, bør man stille nogle krav til autocamperens standardudrustning. Husk på at det er os der køber en spritny autocamper, som er kunden, og måske skal man lytte mindre til forhandleren, der skal have tømt udstillingshallen for campere, som ikke helt opfylder dine ønsker.

Litiumbatteri
En spritny camper, årgang 2024 bør være udstyret med litiumbatterier, der er nøglen til en mere komfortabel og kompetent autocamper. Litiumbatterier er i dag kommet så meget ned i pris, at det er uforsvarligt at bruge AGM-batterier i autocampere. Og producenterne og forhandlerne får det også meget nemmere med kunder, som får et nemmere autocamperliv. Det er slut med at beklage sig over mangen på strøm ombord efter et par dages fricamping.

Inverter
Med litiumbatteri ombord åbner der sig en ny verden. En verden, hvor man via en inverter (omformer) kan bruge 230 volts produkter selv ved fricamping uden at bekymre sig om batteriet. I hvert fald, hvis man har en batteribank af anstændig størrelse. Og en inverter af en hvis størrelse. Gerne på mindst 1.500 watt.

Kompressorkøleskab

Denne sommer har vi i skrivende stund endnu haft mange varme dage hjemme i Danmark. Men forhåbentlig kommer sommeren inden det bliver efterår og vinter. Og når det er varmt udenfor, hvad nogle af os som har kørt sydpå har oplevet i år, er der mange af vores køleskabe og frysere, der ikke holder kuldegraderne nede. Fælles for de fleste af os er, at vores køleskabes energikilde er gas. De kører også på 230 og 12 volt. Men el-patronerne har ikke samme effektivitet som gassen.
Det hjælper meget lidt at skrue køleskabets effektknap op på max. Det eneste man opnår er, at det bliver endnu varmere bag skabet. Varme, som ikke ventileres effektivt nok væk.
Med et kompressorskab slipper man for det problem. Køleskabets virkningsgrad er højere, og da vi har litiumbatterier ombord, spiller det ingen rolle, at skabet trækker lidt mere strøm.

5G WiFi-router
Hvorfor ser jeg stadig helt nye autocampere på vores veje, som er udstyret med paraboler og tv-antenner, undre mig. Ved et nærmere kig på nummerpladerne kan jeg se, at mange af disse campere ikke er nordiske. Og måske skyldes det, at det mobile netværk i landene sydpå ikke har samme kvalitet som vi har her nordpå.
I Danmark behøver man absolut ikke have parabol eller rundstrålende tv-antenne for at kunne se TV, og det samme vil helt sikkert være tilfældet sydpå om et år eller to.
Med en bilrouter fast monteret i bilen, og gerne en udvendig antenne, kan man se sine programmer i god opløsning, uanset hvor man befinder dig.
Den gode god bilrouter, der er koblet til en tagantenne, har betydeligt bedre modtagelse end vores mobiltelefon, og kan derfor bruges i en nødsituation, hvor signalforholdene til mobilen er dårlig.


Tidligere artikelÅrets Landsby 2024: Tre finalister som er et besøg værd
Næste artikelGlæden og friheden er den samme